søndag den 11. marts 2012

Det er så indbringende at have fødselsdag...

Desværre blev vi jo nødt til at aflyse Elias' 1 års fødselsdag både for familie og venner og det var vi rigtig ærgerlige over. Elias blev dog ikke snydt for gaver af den grund og blev rigtig forkælet - her er første etape:

Det blev til en masse bøger:


"De små synger" fra Bedstemor og Bedstefar, som er blevet brugt flittigt allerede
"Brødrene Løvehjerte" fra Oldemor, som vi glæder os til at kunne læse for ham
"Peter Plys Historiebog" fra Far og Mor - den glæder vi os også til at skulle i gang med at læse
"Bondegården" fra Dagplejemor Karin, som er en rigtig fin flapbog. Der går nok lige lidt tid inden vi finder den frem, ellers sidder Elias med garanti og hiver alle flapperne af og spiser dem!

Posten kom med denne fine forsendelse:


Det fineste sengesæt med figurerne fra Sesamgade, som vi jo selvfølgelig også følger herhjemme MEGET tidligt søndag morgen... Elias putter rigtig godt i det på skrivende tidspunkt, for han tager sig nemlig en dejlig lang middagslur. Den lille dreng har været rigtig tidligt oppe og formiddagsluren blev meget kort, så der skal virkelig lades op til den store guldmedalje...

I går blev jeg så færdig med en anden af vores fødselsdagsgaver til vores lille guldklump. Den har været et stykke tid undervejs og selvom den er vind og skæv, så er jeg ganske stolt af resultatet:


Det blev til en hjemmesyet heldragt med ugler på - det er jo så moderne i dag... Den passer rigtig fint i størrelsen og jeg skal da helt klart have syet nogle flere af den slags til ham - Vi ELSKER heldragter herhjemme, specielt i weekenden...

Etape nr. 2 af fødselsdagsgaver følger, så snart billederne er blevet taget...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...