søndag den 16. januar 2011

CaféVi2 byder på brunch

I hjertet af Aalborg og på cafétorvet over dem alle finder vi CaféVi2. Udefra indbydende, stille og roligt med mulighed for at sidde udenfor og nyde udsigten udover skøjtebanen, som også i dag var taget flittigt i brug...


Vi valgte i dag, at dette skulle være målet for vores lille brunch udflugt og havde selvfølgelig lavet lidt research hjemmefra for at se, hvad de havde at byde på. Lige fra vi trådte ind ad døren og til vi gik, følte vi os godt tilpas. Der var en rigtig god atmosfære, musikken var god og ikke for høj, der var lyst og hyggeligt med levende lys på bordene og et spræl i form af duge og puder på bænkene. Vi valgte selv et bord lidt nede bagved i lokalet og selv her var lyset godt og musikken tilpas skruet op.

Tjeneren var ret hurtig til at komme ned med menukortene og så fik vi ellers god tid til at bestemme os for, hvad vi skulle have. Det klarede vi jo ret hurtigt, eftersom vi jo allerede havde bestemt os hjemmefra. Tjeneren var sød, smilende og imødekommende og da hun kom tilbage og tog imod vores ordre, gik det stille og roligt og hun fik alt med, som man skulle bestemme sig for, én kaffe, én te og to friskpresset appelsinjuice. Sådan så menuen ud:



Der gik ikke længe før tjeneren troppede op med drikkevarerne og præsentationen var super fin der på bordet.



Juicen var en god størrelse og smagte virkelig godt! Selvom det tager meget plads på et lille bord med sådanne to kander til te og kaffe, så var det alligevel et lidt hyggeligt touch. Desværre var hverken kaffe eller te noget at at prale af rent smagsmæssigt. Lettere kedeligt faktisk og det trods stempelkanderne. Der begyndte så småt at strømme flere mennesker ind i caféen og selvom der kom flere til, var det stadig hyggeligt og til at være der for snak osv.

Inden længe kom tjeneren balancerende med vores tallerkener, bestik (som ikke var grillbestik for en gangs skyld!) og brødkurv og igen havde vi svært ved at være ved det lille bord. Brødet indtog derfor næste bord, så vi også havde lidt albuerum til at spise i uden at risikere, at vælte hele molevitten på gulvet. Vi har efterhånden lært, at vi ikke skal forvente os alt for meget mht. anretningen af sådan en brunchtallerken, så da vi fik den, kunne vi bare konstatere, at den var lige så rodet, som det vi har været udsat for før...



Så kunne vi endelig sætte tænderne i maden og lagde begge ud med at stikke til æggetimbalen, der gemmer sig under pølser og bacon nederest til venstre på billedet... Vores første indtryk, helt uafhængigt af hinanden var, at denne lille "tærte" var enormt vandet og uden nogen som helst form for krydderi og da vi så begyndte at lede efter salt og peber, gik det op for os, at det var der ikke noget af på bordet... Videre til pølser og bacon, Thomas' bacon var varmt, sprødt og lækkert og han ville gerne have haft at vide, hvilken slags det var, for hans var altså rigtig god! Mit bacon var på den anden side en smule brændt, koldt og fedtet... ikke nogen fed oplevelse der. Pølserne var vi begge enige om var meget tørre og jeg kan med 100% garanti sige, at det var kyllingepølser og ikke chorizo, som var blevet lovet i menuen...

Dernæst kastede jeg mig over frugterne på tallerkenen. Æblestykkerne var desværre ikke friskskåret (brune på siderne), melonen var ikke moden og meget hård, men appelsinstykkerne synes jeg var gode. Det må ikke have været fra den samme appelsin, som den Thomas fik, for hans var kedelig og smagløs...


Lakserullen, som ligger og gemmer sig der midt i billedet under den bredbladede persille (jeg havde nok valgt dild i stedet) og oven på en bunke blandet salat var der heller ikke meget at råbe hurra over. Pandekagen så hjemmelavet ud, men smagte bestemt ikke sådan. Thomas var helt skuffet over at den var kold... Så vidt mine smagsløg kunne bedømme, var der brugt ganske almindelig Philadelphia i rullen uden nogen form for krydderier og igen en skuffelse, da der i menuen står, at der er brugt pikant ost. Laksen var ok, men ikke den bedste røget laks, jeg har smagt. Thomas tog én bid af sin og så rørte han den ellers ikke mere. Han brød sig bestemt ikke om dette indslag på tallerkenen.

Brødet der var som tilbehør var relativt godt. Det lyse ciabatta brød var lidt tørt men rugbrødet var virkelig lækkert og saftigt. Jeg spiste det sammen med den røgede skinke og den lækre bondegårdshybenmarmelade, som ligger forrest og i midten på billedet. Det smagte virkelig godt sammen og var egentlig den første sådan rigtig positive oplevelse af maden, jeg fik på denne tallerken. Thomas smagte slet ikke marmeladen men spiste skinken med stort velbehag...

Bagerst på tallerkenen, bag melonen, lå der en klat marmelade, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med, for osten, som ligger forrest til højre på tallerkenen, havde hverken jeg eller Thomas lyst til at røre, eftersom det var dækket i en eller anden form for syltede radisser. Ikke særligt appetitligt og det smagte ikke videre godt.

Bagerst til højre stod så skålen med yoghurt. En rigtig god smagsoplevelse for mig. Der står i menuen, at det er en orangesirup, som er hældt udover og intet med tranebær og valnødder, men jeg kunne godt lide det ekstra crunch. Det var en god kombination af det sødlige i tranebærerne og valnøddernes knas, den var ikke for sød men hold op det var en stor portion. At det så ikke smagte af orangesirup overhovedet og det først gik op for mig senere at det var honning, som var blevet lidt fortyndet af at yoghurten ikke var drænet nok, tog jeg bare med, for det smagte rigtig godt sammen. Thomas ville gerne have haft den traditionelle bærsirup, som vi plejer at få, så han var lidt skuffet, men han spiste da alt indholdet i skålen... 

Jeg sluttede af med dagens kage, som ligger og gemmer sig bag lakserullen og kæmpepersillen. Det var en brownie fyldt med lækre nødder og orangesmag... Det var simpelthen tallerkenens bedste smagsoplevelse. Thomas havde allerede guffet sin tidligere og var helt vild med den, men synes at den havde en lille tendens til at kamme over i at blive lige chokolade/sukker/glasur-sød nok, men så var det godt, at det faktisk kun var en mundsmag, der lå på tallerkenen. Den gav lige det perfekte sugar rush at slutte sådan en brunch af på...

Prisen for denne omgang blev i alt: 278,- kr. incl. drikkevarer.

Vores bedømmelse (toppoint = 5 stjerner)
Atmosfære: **** - Det var et ganske hyggeligt sceneri at nyde sin mad i, stil, farver og musik passede rigtig godt sammen.

Maden: ** - Meget skuffende oplevelse med maden desværre. Der var kun 2/3 retter ud af de 7, som var på tallerkenen, der virkelig bragede igennem med gode smagsoplevelser.

Betjening: **** - det blev til en 4'er, servicen var god og betjeningen imødekommende, sød og smilende, men der var ikke gjort noget EKSTRA, for at betjeningen lige kunne snige sig op på toppoint. Men vi fik en god oplevelse hos dem på dette punkt.

Pris: ** - selvom der var drikkevarer med i prisen, synes vi det var alt for dyrt i forhold til den kvalitet maden afspejlede. 

Overall bedømmelse: ** - alt i alt var vi ikke imponerede.Vi havde sat næsen op efter noget, vi troede lå rimeligt tæt op ad en traditionel brunch og blev lidt skuffede. Maden var ikke nogen fed oplevelse og det trækker virkelig stort ned for dette besøg.

2 kommentarer:

  1. Sikke en skam, at det ikke var en specielt god brunch de havde :( Jeg håber da, at næste gang I tager ud til brunch, at I får noget bedre for pengene :)

    SvarSlet
  2. Skide irriterende er hvad det var! Jeg vil også gerne et sted hen snart, hvor vi synes at maden og det hele er alle pengene værd...

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...